En skriveøvelse fra Margaret Atwood, hende med “A Handmades Tale”, fik mig i gang med skriveriet i dag. Jeg plejer ellers ikke at dele den slags, men da H.C. Andersen har en finger med i spillet denne søndag, må det naturligvis være læseværdigt. Neden under historien vil jeg fortælle om rammerne for øvelsen, som Margaret Atwood gav mig i sin Masterclass.

aladdin 1299675 1280 1 688x1024 - Jeg deler en skriveøvelse

Den lille ånd med hækkesaksen

Det var så brændende varmt, asfalten dampede og der var meget længe til natten. Det var næsten også den længste dag i året, sankthansaften. I denne hede og i denne sommerdamp gik på gaden i kvarteret en lille glemt og svedig ånd med blodet dryppende. Han havde jo rigtignok haft ti fingre til at begynde med, men tidligere samme dag havde den lille ånd været så forskrækkelig uheldig og lang i armene efter at have klippet hæk den hele dag og dagen før, at han var kommet til at klippe en finger af. Thi en lille ånd er ikke vant til at klippe hæk.

Der gik nu den lille ånd med sine ni små fingre og en blodig stump, der var rød og blå af forskrækkelse. I lommerne havde han en sidste stak plastre og i hånden endnu et par stykker. Ingen havde den hele dag trøstet ham eller bundet fingeren ind. Træt og svimmel gik han og så så usynlig ud, den lille stakkel. Solens stråler skinnede så smukt igennem åndens gennemskinnelige krop, at asfalten bag ham blinkede som tusind stjerner, men den stads tænkte han rigtignok ikke på. I alle haverne bag de nyklippede hække hørtes glade stemmer og så lugtede der i kvarteret så dejligt af grillede bøffer; Det var jo sankthansaften, ja det tænkte han på.

Omme i en krog mellem to huse fandt den lille ånd lidt skygge. Der satte han sig og krøb sammen; de små ben havde han trukket op under sig, ind i skyggen, men han blødte nu endnu mere og hjem kunne han ikke gå, en lampe er jo intet hjem. Hans små hænder var næsten ganske røde af blod. Ak! et lille plaster kunne gøre godt. Han brugte ét han havde i hånden, “ritsch!” hvor lindrede det, hvor trøstede det! Den lille ånd syntes han sad sammen med familierne bag hækkene; grillen duftede så velsignet, bøffen smagte så godt! nej, hvad var det! – Den lille strakte allerede fingrene ud, – da faldt plasteret af, blodet løb, – og han sad igen med sin lille fingerstump på hånden, bloddryppende og hjerteskærende.

Et nyt plaster blev sat på, det lindrede, det trøstede, og hvor papiret faldt på jorden, voksede der græs, som et flor; han så lige ind gennem hækken til naboen, hvor græsset plejede at være grønnere, med en fin klippet hæk, og dejligt dampede den stegte bøf, og fyld af bacon og æbler! og hvad der endnu var prægtigere, bøffen sprang fra grillen, vraltede hen af plænen med gaffel og kniv i kødet; lige hen til den glemte lille ånd kom den; da faldt plasteret atter af og der var kun den brede, grønne ligusterhæk tilbage.

Han åbnede et nyt plaster. Da sad han rundt om det dejligste sankthansbål; det var endnu flere familier med glade børn, end han havde set bag hækken, og han følte at han hørte til. Den lille strakte begge hænder i vejret – da faldt plasteret af; heksen fløj til Bloksbjerg og bålet gik ud. Det var blevet aften. Han så heksen flyve på himlen blandt stjernerne, hun var nu en klar stjerne, hun faldt og gjorde en lang ildstribe på himlen.

“Nu er der én, der kan ønske!” sagde den lille, for gamle ånd, som var den eneste, der havde været god mod ham, men nu var død, havde sagt: Når en stjerne falder, kan et menneske ønske, men når et menneske møder ånden i glasset, da kan et menneske få tre ønsker opfyldt. Den lille ånd ville ønske, at han var et menneske, for så ville han ønske, at det ikke længere gjorde så ondt i den lille finger som han var kommet til at klippe af med hækkesaksen.

Han satte igen et plaster på såret, det lindrede så smukt, at han tænkte at han ville tage et lille hvil og i drømmen stod den gamle ånd, så klar, så stor, så tryg og velsignet.

“Far!” råbte den lille, “Oh tag mig med! jeg ved, du er borte, når jeg vågner; borte ligesom de venlige familier, den dejlige grillede bøf og den flyvende heks!” – og han pakkede i hast resten af plastrene ud, han havde i lommen, han ville ret holde på den store ånd; og plastrene lindrede med en sådan styrke, at det slet ikke gjorde ondt i den lille stumpe finger. Far havde aldrig før været så tryg, så stor; han løftede den lille ånd op på sin arm, og så fløj de i glans og glæde, så højt, så højt; og der var ingen , ingen blod, ingen angst, – de var hos ånderne!

Men i krogen ved huset sad i den stille morgenstund den lille ånd med røde hænder, med smil om munden – død, forblødt ihjel den længste dag i hele året. Sommersolen gik op over det lille lig, der sad med de blodige – alt for små og gennemblødte plastre. Han har villet stoppe blødningen! sagde man; ingen vidste, hvad smukt han havde set, i hvilken tryghed og familievarme han med den gamle ånd havde åndet ud! Ingen kendte sit eget held bag hækken og ingen igen var klar over, hvilken lykke det ville have været at hjælpe den lille fyr.

flying dandelions 4716287 1280 947x1024 - Jeg deler en skriveøvelse

Skriveøvelsen fra Margaret Atwood:

  • Skriv en liste med 10 begivenheder, små som store
  • Skriv en liste med 10 karakterer, alle er tilladt
  • Skriv en liste med 10 historier, du kender rigtig godt
  • Dernæst vælger du eller trækker én fra hver liste og blander dem sammen i en ny historie.

Fra min liste valgte jeg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *