Skyg de skrappe skrivere, for der er langt til toppen, når du næsten kun lige er begyndt din skriverejse. Rejsen kan være lang og snørklet og til tider så stejl, at du er på vippen til at give op. Sådan har jeg det af og til. Hvad med dig?

Måske er du ligesom jeg stadig forfatterspire. På vej op ad et meget stejlt bjerg, der nogle dage synes alt for ufremkommeligt.

Jeg søger viden alle tænkelige steder for at gøre min vej så lidt snørklet og usikker som mulig. Denne blogpost handler om, hvordan jeg har søgt og stadig søger at skygge de skrappe skriveres skriverier. Jeg leder efter guld, der kan lede mig op ad mit bjerg. Det bjerg, der hedder “Jeg-vil-udgive-en-bog-på-forlag-bjerget.”

Måske kan du finde noget her, der kan hjælpe dig et par skridt opad.

Læs! Skriv! Skyg!

book 2795850 1280 1024x658 - Skyg de skrappe skriveres skriverier

De 2 bedste råd om skrivning er alle forfattere meget enige om, og dem kommer vi ikke uden om.

  • Læs læs læs
  • Skriv skriv skriv

Det tager oceaner af tid at læse mange bøger og skrive, skrive, skrive, og man bliver aldrig færdig. Men der er ingen vej uden om. Heller ikke for den utålmodige, men samtidig findes der mange andre gode råd, større og mindre, som du kan vokse med, mens du læser og skriver videre. Små fif og guldkorn, der kan forskønne dine skrivefærdigheder.

I skyggen af Cecil Bødker og Bjarne Reuter

Jeg har altid drømt om at skrive en bog, der sætter sig dybt i sjælen hos læsere. Ligesom fx Brødrene Løvehjerte, Ringenes Herre eller Rejsen til Morgenrødens Hav. Der er nogle historier, jeg aldrig glemmer. Hvorfor? Kan jeg lære noget?

Hvis du er interesseret i at se min Top 7 liste for børnebøger, der har sat sig fast, kan du se den her: 7-elskede-boeger-fra-min-tid-som-barn

Jeg har tidligere undersøgt to af disse børnebøger, for at finde frem til, hvorfor jeg blev så fascineret, og for at finde ud af, hvad jeg nu med nye forfatterøjne kan tage med mig.

Cecil Bødker:

Som barn blev jeg fx grebet af Silas. Drengen der kunne det hele selv. Han var snedigere end de voksne, vild, snarrådig og opfindsom, og han kunne ride på den smukke og vilde hest som ingen kunne tæmme. Han forstod sig på retfærdighed, men nogle gange krummede jeg tæer fordi han gik for vidt. Han var rigeligt provokerende efter min mening, så heldigvis var der også den rare og ansvarsfulde Ben-Godik. Han var min yndling. Han var et godt menneske, stolt og klog. Sådan husker jeg de to drenge, som Cecil Bødker havde beskrevet så godt, at de i dag næsten lever som ægte mennesker i min erindring.

Jeg husker også fattigdommen, og kampen for retfærdighed mod de griske voksne. Jeg husker den skrækkelig malkepige uden øjne og hendes forfærdelige forældre. Jeg husker uhyggen sammen med Hestekragen – som dog ikke er med i den første bog, og mine flossede nerver i selskab med sabelslugeren.

De 5 guldkorn til forfatterspiren fra min undersøgelse af Silas og den sorte hoppe:

  • Find på finurlige og uhyggelige navne til dine karakterer
  • Vær sproglig kreativ og underfundig
  • Skab et rum til barnets frihed og drøm om at bestemme selv
  • Sørg for at barnet krummer tæer, gyser og griner
  • Find på uhyggelige, grimme og dumme voksne som skal bekæmpes eller snøres

Bjarne Reuter

Her er de 3 gode råd til forfatterspirer som jeg fandt i den eventyrlige fortælling “Rejsen til Morgenrødens Hav”:

  • Find på smukke ord til steder og personligheder. – Bjarne Reuter fandt på Morgenrøden, Nordenvinden, Isenblå, Ulvedronningen, Skyggeskoven, lænkehunden.
  • Skab stærke karakterer – B. Reuter fandt på to skønne piger, den ene modig og stærk – den anden blid og samvittighedsfuld … og så en ond mor (meget uhyggeligt).
  • Skriv et uhyggeligt plot – B. Reuter skrev et nervepirrende eventyr om to forsømte børn, der skulle så meget igennem for deres drøm om en stor og farverig verden … 

De 2 undersøgelser kan du læse her i sine fulde længder: 5 guldkorn fra Silas og den sorte hoppe af Cecil Bødker, udgivet hos Gyldendal i 1967 og her: 3 guldkorn fra Rejsen til Morgenrødens hav af Bjarne Reuter, udgivet hos Branner og Korch i 1979.

Skyggearbejde på www

For nyligt har jeg fundet D.L. Hughes på Youtube. Han er en amerikansk forfatter, redaktør og udgiver, der har lavet nogle videoblogs, der søger guldkorn og skriveråd hos de helt store. Skyg ham her: Velocitywriting

Han har lavet flere videoblogs, men her vil jeg gerne henvise til de vlogs, der tager udgangspunkt i et bestemt værk.

Hvad med dig?

Jeg håber, at jeg har inspireret dig til at søge guldkorn og læring til dine skrivefærdigheder i de historier, du elsker. D.L. Hughes opfordrer til sidst i nogle af sine vlogs, at vi læser historierne igen, med blyant og marker og notesblog, med forfatterens blik for hele tiden at forbedre sit håndværk, på detektivarbejde i de store skriveres skriverier. Skrivning er et håndværk, der kan læres.

Jeg vil utrolig gerne lære af dine undersøgelser. Så send mig endelig et link eller skriv herunder, hvad du selv har lært ved at kigge nærmere på de bøger du elsker.

Det tager tid, det ved jeg, og derfor håber jeg, at vi kan hjælpe hinanden. Forfatterspire til forfatterspire. Hermed en opfordring:

Skyg de skrappe skriveres skriverier!

2 Replies to “Skyg de skrappe skriveres skriverier”

  1. Hej Line
    Det er en rigtig god artikel, mere af det, jeg blev meget inspireret af den.
    Har skrevet mig op til dit nyhedsbrev.

    Vh Mimi K

    1. Tak for det, Mimi.
      Jeg har glemt, hvordan man gør med det der nyhedsbrev, så det må jeg hellere få kigget på igen 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.